Galathea 3

Inspektionsskibet VÆDDEREN er blevet ombygget til at sejle jorden rundt på den største danske forskningsekspedition nogensinde:

GALATHEA 3

Ekspeditionen rute, forskningsprojekter og meget andet kan følges her:

http://www.galathea3.dk/

http://www.galathea.nu/

Lidt billeder og korte kommentarer af Søopmålingens oplevelser:

http://www.123hjemmeside.dk/galathea3

19. oktober:
Så lykkedes det at komme afsted fra Cape Town. Vores planlagte afgang blev udskudt med i alt 5½ time - der manglede noget udstyr til plankton-projektet. De må desværre undvære... Der har været en del udskiftninger i hele ekspeditionsbesætningen (som Søopmålingen er en del af), så der er mange der først nu skal til at lære skibet indretning og bevægelser at kende.
Få timer efter afgang fra Cape Town rendte vi ind i omkring 20 m/s, så der har været relativ god plads ved morgenbordet her til morgen. Jeg har som regel ikke større problemer med dårligt vejr, og jeg er da også sluppet for ubehageligheder i denne omgang. De næste par døgn vil også været præget af ret kedeligt vejr, men så skulle det også blive bedre...

23. oktober:
I går kæmpedes der med et spil med 4½km wire - men det kan i nok læse om på alle de almindelige medier. I dag har de fået lavet forskellige drop med net og CTD. Når vi ikke "forsker" sejler vi - og vi har lidt travlt. Men det er begrænset hvor hurtigt vi kan tillade os at sejle - det koster brændstof, og vi kommer ikke lige forbi en Statoil herude... Desværre sejler skibet hurtigt nok til, at det tydeligt kan ses på vores dybdedata, men vi samler op under alle omstændigheder og så bruger vi de data som er tilstrækkeligt gode.
Tak for jeres hilsner på www.123hjemmeside.dk/galathea3 og på mail. Jeg er ikke altid lige god til at besvare, men det er rart at høre fra jer!!

Til dem der ikke kender "fartplanen" helt, så står jeg af Galathea 3 i Broome i Nordvestaustralien den 6. november. Jeg skal møde om bord igen den 20. november når Galathea 3 kommer til Fremantle/Perth i Sydvestaustralien. Hvad jeg skal bruge de to uger på ved jeg endnu ikke, men det bliver vel noget med en bil fra Broome og så køre stille og roligt til Perth i løbet af 4-6 dage. Der er omkring 2300km hvis man tager den hurtigste vej. Vi har selvfølgelig overvejet muligheden for at Heidi kunne komme til Australien og køre med. Det kunne jo være en stor oplevelse og superhyggeligt, meeen med sommerens udskejelser i hus og have, og efterårets udskejelser udi eksotiske safariture i det Sydafrikanske bliver det nok ved tanken...

25. oktober:
Fyffer pyffer - nu gik pludselig stærkt. Da jeg mødte til nattevagt for 21 timer siden, var der tikket en mail ind og Heidi sad utålmodigt og ventede på Messenger. Nu kommer Heidi pludselig til Australien på næste tirsdag. Min kære forældre havde ringet til Heidi - og altså skrevet til mig - og fortalt at de gerne ville passe Mille hvis Heidi tog til Australien - det havde vi nok på et eller andet plan regnet med kunne lade sig gøre. Hvad vi ikke havde regnet med var, at de også ville sponsorere hendes billet! Tusind tak !!!! Jeg vidste jo ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre af mig selv, men jeg skyndte mig i hvert fald at få bestilt en returbillet København - Perth og en enkeltbillet fra Perth til Broome. Så nu tager Heidi, takket være det dejlige sponsorat, fra København mandag den 6. november. Flyver via Bangkok til Perth hvor hun ankommer tirsdag eftermiddag (lokaltid). En enkelt overnatning og videre med indenrigsfly til Broome onsdag morgen. Kanon.

29. oktober:
Ahh - jeg har vist nok fået styr på alle hotelbestillinger, billeje og flybilletter. Det duer jo ikke at stå uden hotelovernatning i en eller anden lille gnalling af en "by", i verdens tyndest befolkede stat, med et par hundrede kilometer til næste eller forrige by... Men nu skulle det være på skinner. Mere herom senere selvfølgelig. Og endnu en gang tak til mine forældre fordi de gjorde de 2300km fra Broome til Perth betragteligt mere interessante :-)
Om bord er vi inde i det man kan kalde en "daglig rutine". Henrik og jeg kører vores vagter i een uendelighed, kun afbrudt af de vandprøver og -målinger som forskerne på agterdækket gennemfører når vejret tillader det. I går aftes sejlede i henover et ukendt undersøisk bjerg. Pludselig var der "kun" 6-800 meter dybt hvor der i søkortet stod 2-3000 meter.

1. november:
Ja ja - afsted det går. Som nogle af jer måske har læst i de mere officielle medier, så var vi jo lidt uheldige med det undersøiske bjerg forleden. Uheldige på den måde, at der i søkortet rent faktisk var indtegnet et undersøisk bjerg relativt tæt på "vores". Det var derfor ikke usandsynligt, at "vores" bjerg var det samme som i søkortet - men en positioneret lidt forkert. Efter et par timers sejlads dukkede bjerget fra søkortet også op på ekkoloddet - desværre. På dette tidspunkt ville det være for tidskrævende at vende rundt og lave en egentlig opmåling. Nogle tekniske detaljer som jeg ikke skal kede jer med, gør at jeg endnu ikke har detailstuderet "vores" bjerg - og da jeg heller ikke nøjagtigt kender kravene til en "nyopdagelse" må en eventuel ansøgning om navngivning endnu stå hen i det uvisse. Men det kunne for pokker da være sjovt hvis ekspeditionen kunne sætte sit lille aftryk på alverdens søkort.
Men ellers er det jo søndag i dag - det har næstkommanderende dekreteret. Så der soves længe rundt omkring og "tilfældigvis" passer det med, at forskerne ikke ønsker vandprøver mv. i dag... Her på broen kører vagten derudaf og jeg er ikke specielt ked af at skulle have nattevagten til i morgen - det passer jo meget belejligt med en fodboldkamp i Parken kl. 0245 lokal Galathea-tid. ...nå, nu fik jeg alligevel nævnt fodbold... ...uha uha... Ja ja, der er jo i hvert fald mindst ét hold i superligaen der ikke har helt så god udsigt fra toppen som man måske er vant til :-)

4. november:
Så er Galathea 3 for alvor ved at nærme sig varmen. Havtemperaturen er i løbet af de sidste par dage steget til omkring 26gr. og lufttemperaturen følger med. Jeg er vist ved at være den eneste der ikke går rundt i shorts. Flyvefiskene springer lystig i, og specielt over, vandet ved siden af skibet. Mange ombord er begyndt at glæde sig til at komme i havn, men for de fleste bliver det kun en enkelt overnatning i Broome før skibet sejler videre og anløber Fremantle ved Perth 14 dage senere. En del af skibets faste besætning begynder også at kunne se enden af deres tørn. Medio december, når vi kommer til Sydney, skiftes hele den faste besætning ud. Opmålingsmæssigt er vi kommet ind på nogle helt andre vanddybder. Nu ligger vanddybden ikke på 3-4000 meter, men nærmere 3-400 meter. I morgen ligger vi ved en atol omkring 100sm fra Broome. Så vidt vides bliver der lavet udflugter med gummibåden ind til atollen - en lille ø omgivet af et stort koralrev. Jeg har jo aldrig været den store vandhund - jo jo stor, men ikke vandhund - men man skal vel lige ind og opleve disse helt specielle forhold. Slange-Arne, en gæv gut der forsker i (giftige) havslanger, glæder sig meget til at se om han kan fange en havslange - gerne en art man ikke har set før... Så bliver det også snart mandag - og jeg rykker ud af skibet for at kaste mig over et par uger i land. Vel at mærke et par uger i land sammen med Heidi - det bliver dejligt!!

Nu står den midlertidig på pause fra Galathea-projektet. Der er ikke køjeplads nok på skibet på dette togtben 7½ fra Broome til Perth - det er en prioritering der er foretaget af Dansk Ekspeditionsfond... Den samme fond som ikke har sørget for at vi må opsamle data med vores ekkolod inden for Australiens 200sm-grænse. Hvordan dette dilemma bliver løst, håber vi på at have svar på i løbet af et par dage... Men nogen har sovet i timen...
Nå, men nu må jeg altså tage til takke med to uger i Vestaustralien med overnatning, merudgifter til småfornødenheder og til dels billeje betalt af de stakkels skatteborgere. Jeg er flyttet ud af skibet i dag ved ankomsten til Broome og inden min kuffert var kontrolleret af de strenge australske myndigheder, var en ny flyttet ind på lukaf'et. Så hvis jeg tager på skibet i aften, så skal jeg streges ind som gæst... I morgen eftermiddag henter jeg vores lejebil og onsdag middag skulle Heidi gerne ankomme til Broome via Perth og Bangkok.

24. november:
Så blev det for alvor hverdag igen. Efter en fantastisk oplevelse med at køre sydover fra Broome til Perth sammen med Heidi, er Galathea 3 nu afgået fra Perth. Vi var fem stykker der på selve afsejlingsdagen stod op kl. 0630 og en time senere var på vej til Rottnes Island, som ligger en halv times sejlads fra Fremantle. Vi skulle snorkle på nordsiden af øen. Det var en stor oplevelse! Vandet var krystalklart og vi lå i flere timer og pjaskede rundt mellem fisk; små farverige fisk som ligner dem fra et akvarie. Neonfarvede, stribede, små, store, flade, aflange, planter, koraller - fantastisk! Når vi dykkede ned til de små "akvariefisk" svømmede de rundt omkring dykkemasken som om vi ikke var til stede.
Nå, men som sagt er Galathea 3 nu kommet afsted og i de næste to uger skal vi lave søopmåling, opsamle vandprøver, opsamle seimiske data, filme video af havbunden og flere andre ting. Det bliver et spændende, men nok også travlt togtben. Der har været en ret stor udskiftning af forskere og vejrguderne har forberedt deres debut ombord. De sidste dage har der været hård vind fra syd... Der er nok god plads ved morgenbordet i morgen tidlig...
Vi ankommer til Hobart på Tasmanien den 8. december.

28. november:
Vi er kommet godt i gang med togtben 8 og har de sidste par døgn ligget i Great Australian Bight - eller GAB som den kaldes ombord. Geologernes projekt er derfor GAB-projektet. Til ære for dem har vi de sidste par døgn lavet en opmåling i GAB på ca. 800 kvadratkilometer og geologerne er ikke vant til at se på multibeamdata, så de kan slet ikke få luft når jeg viser dem nogle 3D-præsentationer... Pga. tidsplanen betyder det også at data skal efterbehandles så hurtigt som muligt. Kombineres dette med nogle lidt rigeligt støjfyldte data, uafbrudt opmåling og geologer og presse der står i kø for at se nogle resultater - så har man en træt opmåler - og for den sags skyld også en træt tekniker. Men som vores maskot - der hænger over skærmene - siger; glade kunder, er gode kunder. Så lige i øjeblikket har vi masser af gode kunder :-)
Vi er netop blevet færdig med den egentlige opmåling og skal det næste døgns tid sejle med seimisk udstyr. Samtidig med at lydkanonerne brager ud i vandet, fortsætter vi naturligvis med at opsamle dybdedata. Havbundens komplekse strukturer gør, at efterbehandlingen tager noget længere tid og at man ikke kan kigge væk fra ekkoloddet ret længe af gangen. Derfor har Henrik siddet ved loddet i en del timer hvor jeg har efterbehandlet dataene - normalt sidder vi kun en mand heroppe. Men vi piver ikke - geologerne er jo helt i ekstase over de data vi kan levere til dem og det er hele arbejdet værd.
Men nu skal jeg ned og have nogle timer på øjet - Henrik har sovet her til aften og er på trapperne til en nattevagt.

3. december:
Så har vi forladt forsknings- og opmålingsområdet i GAB og er begyndt forlægningen mod Hobart på Tasmanien. Undervejs skal vi tage lidt vandprøver og lidt andre småting, men ikke større stop. Lige nu ligger vi omtrent vest for Kangaroo Island... Jeg har gået noget overlevering med Arne fra Danmarks Rumcenter. De har ikke pladser ombord på hele turen, så jeg har lovet at vi godt vil kigge lidt efter deres GPS- og tyngdemålingsudstyr på nogle af togtbenene.
Her syd for Australien er vi også gået ind i julemåneden, omend det nok ikke er lige så intenst som derhjemme. Tak til jer allesammen for 1. december-pakkerne - julegodter og julenisser!! Og i øvrigt også julegaven, som efter hårdt pres blev åbnet en aften i Monkey Mia Dolphin Resort. Lækker bog, som præsten og vedligeholdelsesofficeren vist nok misunder mig :-)
I dag er det jo 1. søndag i advent og det betyder flæskesteg og ris á la mande, adventsgudstjeneste i hangaren og efterfølgende velfærdsbingo i messerne. Det er et samlet bingo for hele skibet, så i maskinkontrolrummet sidder præsten og råber numre op via skibets prajeanlæg. Når der så er bingo et eller andet sted i skibet, bliver det meldt ud på walkie-talkie. Der er flotte præmier på spil, så det bliver hyggeligt. Jeg har brovagt, men derfra kan man sagtens styre to bingoplader :-)

8. december:
Det blev ikke til gevinst i skibets julebingo, men det var nu meget hyggeligt alligevel. Vi ankom til Hobart på Tasmanien i går morges og et par timer efter ankomst havde Henrik og jeg tilmeldt os bustur. Men med resterne af et langt togtben siddende i kroppen skiftedes vi faktisk til at sove i bussen. Men vi var da ude og se udsigten over Hobart fra Mount Wellington og vi besøgte også kortvarigt byen Richmond. Efter busturen trillede vi direkte på køjerne og fik indhentet lidt af det forsømte. Senere på dagen gik jeg mig en tur - helt alene og uden egentlig destination. Jeg vandrede op igennem Hobart bymidte og kiggede lidt på vinduer hist og pist. Da jeg kom tilbage på skibet, nærmede det sig tidspunktet hvor vi skulle til en reception hos guvernøren for Tasmanien i Government House sammen med en del andre fra skibet. Så vi fandt Topgun-uniformen frem fra skabet...
Aftenen fordrev vi i sergentmessen hvor der både var fundet Galathea-øl og andre gode sager frem fra gemmerne :-)

Nu er vi afgået fra Hobart og har (igen) sagt farvel til nogle flinke og hyggelige mennesker, som vi kun akkurat når at lære at kende - og som vi måske aldrig ser igen... Kursen er sat mod Sydney hvor den store besætningsudskiftning skal finde sted... Vi går fuld fart - omkring 20knob - og mulighederne for multibeamopsamling er derfor begrænsede, men så er singlebeam-loddet blevet startet op i stedet.

15. december:
Det var så Sydney og de to første ord der falder mig ind er: WOW og ØV...
WOW fordi Sydney er en fantastisk by at være turist i! Det Operahus som de fleste på kloden kender fra billederne. De hvide skaller der troner op fra pynten, med Sydney Harbour Bridge i baggrunden. Dén bygning er bare SÅ stor og SÅ flot!! Vi gik forbi Operahuset flere gange og måtte gentagne gange bekræfte hinanden i, at det er et helt fantastisk bygningsværk. Alt hænger bare sammen og går op i en større enhed - jeg har aldrig haft sådan en oplevelse af en bygning før (jeg har muligvis heller ikke opsøgt situationen). Stort, flot, overvældende og perfekt... Jeg er nu helt sikker på at Heidi og jeg skal til Australien en gang i fremtiden - Operahuset må simpelthen opleves, ligesom resten af Sydney, havnefronten, det gode vejr, den flotte og rene by, udsigten fra Sydney Tower - det hele! Vi kunne sagtens have brugt et par dage mere... Men forskningen kalder.
ØV fordi jeg jo sagde farvel til den første besætning, farvel til Henrik Agner som jeg virkelig har nydt at arbejde sammen med, farvel til navigatørerne som jeg har sludret med i så mange timer på broen. Og så stod de bare dernede på kajen allesammen, mens jeg stod og vinkede fra toppen af containerbyen. Hvad er nu det for noget rod - vi sejler jo uden besætningen... Lars Hansen, der lige er mødt, sagde jeg var ved at blive en gammel kælling :-) Men han kendte dem jo heller ikke. Ja ja, nu skal det ikke lyde som tudefjæs det hele. Den nye besætning virker meget flinke, yderst motiverede og som om de har glædet sig til at komme i gang. Jeg glæder mig naturligvis til at lære dem at kende og lige pludselig er vi i Chile, og så er det dem der sejler uden mig...
Nuvel - i første omgang er vi på vej op mod Coral Sea og senere Solomonøerne. Lad os se hvad togtbenet bringer af spændende ting. Ciao...

...og ikke et ord om Anders Lund Madsen og hans kronik i JP! Jeg stod og sludrede med brormand Peter forleden og han virker ganske flink - jeg håber hans skrevne ord om ekspeditionen er af samme fornuftige kvalitet som når man taler med ham...

22. december:
Minsandten om der ikke pludselig gik en uge mere på havet. Der gik ikke længe efter afsejling fra Sydney før den tropiske varme begyndte sit indtog i skibet. Efter nogle dage har man mere eller mindre vænnet sig til at småsvede hele tiden. Den nye togtleder og den nye skibschef er mildest talt i svime over "vores" ekkolods muligheder. På dette togtben er der mange forskere med som beskæftiger sig med bundfauna - altså dyreliv på og i havbunden. Der skal tages bundprøver af forskellig slags og på forskellige dybder - og helst på nogenlunde flad havbund. Ved at sejle lidt rundt i forskningsområdet giver vores pæne farvede billeder af havbunden forskerne et betydeligt bedre beslutningsgrundlag for hvor det er mest hensigtsmæssigt at sætte grejerne. Jeg har hørt og læst Søopmålingen omtalt med ord som sublim og uundværlig - så det er en fornøjelse at kunne levere et produkt som "omverdenen" kan bruge til noget. Selvom det er et andet produkt end det sædvanlige og i en noget anden kontakt... Efter afgang fra Sydney kom vi med det samme ind i vores tørn, så nu ruller 2-tørnen uafbrudt som den skal. Undervejs mod Gizo - hvor vi skal ligge for anker uden for byen lige før nytår - er det helt overvejende bundfauna-projektet som er i gang og det vil sige masser af grej i vandet og det vil sige af travlhed på dækket. Ofte søger Søopmålingen så efter egnede positioner i løbet af natten. Positioner og beslutningsgrundlag som vi kan fremlægge tidligt om morgenen. Alt i alt: Det kører...

4. januar:
Lad mig først beklage at jeg ikke får skrevet så meget på denne side, men jeg tror at de fleste får vores nyhedsbrev alligevel... Men vi er altså kommet igennem et forholdsvis presset togtben fra Sydney til Gizo, et togtben hvor tørnen reelt set kun blev afbrudt af juleaften som blev holdt i messerne og i hangaren. Der manglede ikke noget. Der var julemiddag, juletræ, julemand, julegaver og julebaderulle i 28 grader varmt vand. Året blev afsluttet med et kort ophold ved Gizo på Solomonøerne. En by der formodentlig er et af de bedste steder i verden når det kommer til snorkling og dykning. Vi sejlede fra Gizo nytårsaftensdag og holdt nytårstju-hej på havet, med salutkanon, kanonslag, signalblus og kransekage. Togtbenet til Christchurch, New Zealand er præget af forlægning - en lang forlægning uden ret meget tid til forskning. Det giver til gengæld mulighed for at få indhentet et efterslæb i efterbehandlingen som jeg desværre har fået oparbejdet på sidste togtben. Det er tydeligt at mærke at vi bevæger os væk fra Ækvator. Både vand- og lufttemperaturen er kommet under 25 grader - rygterne vil vide at det er endnu koldere i Christchurch - helt urimeligt :-)
Skulle der være nogen som savner at modtage foromtalte nyhedsbrev, så skriv en kort mail til galathea3@bull.dk

22. januar:
Så gik der igen lang tid uden et ord her på siden. Det er jo ikke fordi jeg ikke har tiden til lige at skrive lidt, men jeg skriver løbende på nyhedsbrevet og får nok stillet min skrivelyst derved. I disse timer sidder jeg på (endnu) en otte timers nattevagt og holder øje med at loddet og de andre instrumenter kører som de skal. Med ni timers tidsforskel er det også et godt tidspunkt at kommunikere med Danmark på. Både at ringe hjem - vupti så sidder man og sludrer en times tid, men også at skrive forskellige arbejdsmails. Hjemme er de jo lige mødt på job, så der kommer som regel hurtig respons.
På computeren kører der lidt baggrundsmusik med gode gamle Level 42 og så kører Internet Explorer med www.tips.dk så jeg løbende kan holde mig opdateret om udviklingen tenniskampen mellem Rafael Nadal og Andrew Murray. Ikke at jeg interesserer mig specielt for tennis, men jeg blev pludselig ramt af en uovervindelig trang til at spille på netop dén kamp...!?
Men ellers er jeg så småt begyndt at rette blikket mod Danmark. Bevares, jeg glæder mig til at komme i land på Antarktis. Der bliver måske ovenikøbet to muligheder. Især kunne det være sjovt at komme i land på Deception Island. Interessant vulkan-ø. Prøv selv at søge på nettet. Dén kan Erik i hvert fald ikke stikke. Heller ikke den :-) Men ellers er jeg nået dertil hvor booking af flybillet er kontrolleret og jeg er også begyndt at kigge efter et hotelværelse i hhv. Valparaiso og Santiago i Chile. Og jeg også så småt begyndt at blive bekymret for, hvordan i alverden jeg skal få plads til det hele i én kuffert. Det er jo blevet til mindst én t-shirt fra hver by :-) Jeg lader nok en kasse stå ombord som jeg kan hente i København den 25. april...

28. januar:
To gange på tre dage har vi været i land på Antarktis - stort! Først på en lille ø med tusindvis af pingviner og i dag på vulkanøen Deception Island. En del benyttede lejligheden til at dase lidt i det varme vand, men når det er sagt så var vandet kun varmt fra strandkanten og omkring en meter ud. Herefter blev de med et hammerslag ramt af 3 grader koldt vand. Så de der absolut ville i vandet, lå på langs af strandkanten så fødderne ikke stak ud i det iskolde vand. Vi var i land ved en gammel forskningsstation, men bygningerne var blevet ødelagt ved et vulkanudbrud tidligere i dette århundrede. Deception Island er nemlig ikke en uddød vulkan - den hviler sig bare. Det lykkedes os at hilse på hele to krydstogtskibe i løbet af de ca. fem timer vi var ved Deception Island. Et tysk og et norsk - de var der naturligvis ikke samtidig. Ikke fordi der ikke var plads - der var rigeligt med plads. Men rejseselskaberne koordinerer anløb til forskellige attraktioner så de ikke er der samtidig. Således holdes turisterne i illusionen om, at de stort set er de første på Antarktis efter Amundsen...

4. februar:
Efter at have sagt farvel til Antarktis - det kommer man jo nok ikke bare lige forbi igen - sejlede vi nordover mod Sydamerika. ...nordover mod Sydamerika... Jo den er god nok... Afgang fra Antarktis blev et par døgn før det oprindeligt planlagte. Med god grund: En storm var under opsejling ved Kap Horn og den ville vi gerne undgå. Det lykkedes - mere eller mindre. Der skal ikke mange buler på vandet før de første ofre lægger sig med "nautisk utilpashed" - således også da vi krydsede Drakes Passage. Men ved ankomsten til Punta Arenas i Magellanstrædet i det sydlige Chile, blev det helt klart for alle hvorfor planerne blev ændret en smule. Vi lå i 12 timer og ventede på at havnen skulle åbne - den var lukket pga. kraftig blæst. Skibets anker kunne ikke hold pga. den kraftige blæst og hvis man skulle formaste sig til at gå en tur på dækket, så stod der røgvand ind overalt. Orkanstyrke i stødene og 9-11 meter bølger der hvor vi kunne have befundet os... Da vi endelig fik lov til at gå ind til Punta Arenas - hvor vi skulle bunkre olie - var det blevet aften, mørkt, regnende og stadig blæsende. Så kun de mest ihærdige gik en tur op for at se på byen. Med andre ord: Ingen t-shirt fra Punta Arenas :-)
Igennem de - for nogle - så berømte Magellanstræde (yderligere herom i det snarligt kommende - sidste - nyhedsbrev fra min hånd) over til Stillehavet. Eller rettere: Over til den chilenske indenskærsrute på vestkysten. Fantastisk tur - og rart at sejle rundt på fladt vand.
Jeg har haft den, formodentlig, sidste kommunikation med vores afløser. Han ankommer til Valparaiso den 7. februar. Til den tid er lukafet ryddet og klart til ham, alle opsamlede data er efterbehandlet, der er lavet databackup til harddiske der skal med hjem i kufferten. Jeg sidder lige nu på min næstsidste nattevagt - præcis dem kommer jeg ikke til at savne - og indser, at nu er turen slut. For en måned siden havde jeg et ret ambivalent forhold til at skulle stå af og forlade ekspeditionen. Nu glæder jeg mig til at komme hjem. Jeg har taget min tørn - andre skal have chancen.

I går var det fire måneder siden Heidi og jeg lettede fra Kastrup mod Sydafrika - og alligevel ligger den ferie langt nede i hukommelsen. Der går nok noget tid inden de sidste fire måneder bundfældes. Sydafrika, Det Indiske Ocean, Vestaustralien, Sydney, Solomonhavet og -øerne, New Zealand, Antarktis og Chile. Ude godt, hjemme bedst. Sådan er eventyret også :-)