Nordpolen 2009

 

 

 

 

   
I marts-april 2009 skal jeg deltage i såkaldte UNCLOS artikel 76-opgaver.

Det drejer sig om en eventuel udvidelse af Danmarks søterritorium nord for Grønland. Der er også lavet undersøgelser omkring Færøerne samt sydvest for Grønland.

Vi skal indsamle relevante data (primært dybder), som Danmark skal benytte til at argumentere for, at vi med baggrund i FN's havretskommisions artikel 76 kan gøre krav på et større søterritorium. Hvad man så i givet fald kan bruge dette søterritorium til, må fremtiden vise...

Vi planlægger at flyve via London, Ottawa og Resolute Bay til den canadiske base Alert som ligger på omkring 82°30' N. Herfra flyves vi ud til en canadisk lejr der er bygget på isen ved Ward Hunt Island på omkring 83°N. Denne canadiske islejr vil være vores primære base, hvorfra vi dagligt flyver ud til planlagte positioner på isen nord for Canada og Grønland. Når vi efterhånden får arbejdet os tilstrækkeligt langt væk fra Ward Hunt Island (formodentlig i sidste halvdel af april), flytter vi over til en dansk islejr der ligger nord for Grønland. I Google Earth kan du se udrejsen og hjemrejsen.

Her på siden vil jeg forsøge at skrive et par ord
med jævne mellemrum.

 
Før afgang:
Vi er blevet udstyret med alskens varmt tøj - og der skal også en del til. Det forlyder nemlig at temperaturen ligger nede omkring -40 grader...
Det kolde klima kan besværliggøre helt almindelige gøremål. Gummislanger bliver stive og skrøbelige, kuglepenne duer ikke, den store mængde tøj hæmmer ens bevægelser - men alt det er kun noget jeg har hørt... Det bliver spændende at komme afsted...

 

 20. marts:
Det var nogle halvtrætte gaster - med betænkeligt meget bagage - der mødtes i Kastrup Lufthavn for at foretage check-in senest kl. 0530. Men til trods for tidspunktet, så forløb alt planmæssigt - ligeledes gjorde turen til Ottawa. Omend fire en halv times ventetid i Heathrow Terminal 3 tenderer tortur. Fik jeg nævnt, at de også i Heathrow har sløjfet alle rygeområder... Nuvel kl. 23 dansk tid var vi tjekket ind på hotellet - kun for at finde ud af, at vi i morgen skal af sted fra hotellet kl. 0530...
Islejren ved Ward Hunt Island er endnu ikke klar og vil formodentlig skulle overnatte i Eureka nogle dage. I morgen skal vi altså transporteres til Eureka. Af logistiske årsager - og så er der også noget med brændstofmængde - så derfor er programmet for i morgen: Ottawa > Iqaluit > Alert > Eureka. Det bliver en lang dag i en 737'er, så jeg skal lige have lagt noget musik og en film ind på min telefon...

 
21. marts:
Det blev en lang transportdag, men ikke så lang som frygtet. 737'eren var chartret og havde plads til 60 passagerer, men vi var kun omkring 25 så der var god plads. Men dagen forløb faktisk som forventet - altså ikke som oprindeligt forventet, men som skitseret ovenfor. Vi tog af sted fra hotellet kl. 0630 og fløj kl. 0700. Udendørstemperatur omkring minus 5 grader. Ikke noget med check-in og sikkerhedskontrol. Ombord med bagagen og afsted kl. 0700. Fire timer til Iqaluit for at tanke. Udendørstemperatur: Minus 15 grader. Afstandene er store og der skal på et hvilket som helst tidspunkt være brændstof nok til at kunne flyve til en alternativ lufthavn. Næste destination: Resolute Bay. Flyvetid ca. 2 timer og 15 minutter. Kort før landingen fortalte kaptajnen, at udendørstemperaturen var minus 35 grader i Resolute Bay. Uha uha - så kan det nok være jeg fandt de lange underdrenge og huen frem. Sol gav dog lidt varme, så det føltes kun koldt. Ikke meget koldt. Nuvel næsehårene frøs da til og hænderne forblev da i lommerne, men det gør de jo også i minus 15-20 grader... Den tørre luft og solen gjorde det ikke så slemt endda. Der var ovenikøbet et ubeskyttet trådløst netværk som jeg kunne koble iPhonen op på. Jeg forsøgte at Skype hjem til Heidi, men uden den store succes. Jeg hørte lige der blev svaret, men om hun nogensinde hørte mig det ved jeg ikke...
Efter ca. tre kvarter gik turen videre nordpå mod Alert. Udendørstemperatur: Minus 36 grader. Men det var både senere på dagen og længere nordpå, så der var godt nok ikke meget varme at hente i solen. Jeg havde ikke fået pakket mine store luffer i håndbagagen, og det var dælme koldt at stå og vente på at bagagen blev taget ud af 737'eren. Vi skulle videre fra Alert og sydover til Eureka. Der var ganske enkelt ikke plads til os på Alert. Desværre så kan 737'eren ikke lande i Eureka, så ud af den frostklare eftermiddag dukkede der en DC3'er. Imponerende at sådan en maskine stadig kan flyve. Den ældste af de DC3'ere der flyver heroppe er 66 år gammel!! Små to timer senere stod vi i Eureka. Udendørstemperatur: Minus 38 grader... Men nu havde jeg jo fundet mine store luffer frem, så det hjalp en del.
Ja ja - så nu er vi i Eureka på ca. 80 grader nord. Vores ekkolodder skulle efter sigende stå i den islejr som er ved at blive bygget ved Ward Hunt Island, men de dunjakker og støvler som vi har bestilt er ikke dukket op endnu. Rygtet siger onsdag. Men de to personer som skal bemande den fuel camp som man kan se på kortet, er også stadig her i Eureka. Før de får etableret sig kommer vi ikke til at flyve ret langt ud på isen - og så skal vores egen islejr selvfølgelig også først bygges færdig... Så vi kan se frem til et par dage i Eureka - på fire-mands-stuer med bad og toilet på gangen... :-)

 

  

 

 22. marts:
Ventedag. Vi vidste jo, at vi ikke ville komme af sted i dag - bl.a. er der endnu ikke etableret toiletter oppe i islejren. Nu, lidt før aftenskafning, forlyder det, at vores tøj skulle være ankommet hertil fra Resolute Bay - det glæder vi os til. I formiddags var der nogen der havde set ulve, så vi iførte os det termotøj, huer, handsker og kørte lidt rundt på området. Desværre uden held, men når vi nu alligevel havde iført os termomunderingen gik vi os en lille tur. Det var på denne lille gåtur at jeg fandt ud af, at den udleverede hue ikke klarer opgaven alene - ej heller gør termokedeldragten. Minus 37 grader kryber stille og roligt ind igennem kedeldragten og huen er helt utilstrækkelig. Den dækker slet ikke hoved og ansigt godt nok - også selvom det kun blæser 2-3 meter/sek. Så det er ganske enkelt en nødvendighed at vi får de frakker inden vi skal i gang oppe ved Ward Hunt.
23. marts:
Ventedag. Der var gået noget galt i kommunikationen, så det arktiske grej som vi har ventet på, viste sig slet ikke at være bestilt. Så pludselig står vi uden støvler og parka - helt essentielle ting når vi skal udendørs - specielt hvis der går noget galt og vi strander ude på isen. Vi får ganske enkelt ikke lov til at komme ind i islejren uden parkaer. Der er taget kontakt til Resolute Bay og iværksat indkøb af tingene.
Henriette fra Danmarks Rumcenter og vores opmålerkollegaer fra Canadian Hydrographic Service, John og George, er fløjet op til islejren i dag. Canadierne for at hjælpe til med de sidste ting og sager, Henriette for at gøre sit udstyr klart. Det skal stå i varme omgivelser nogle døgn før det fungerer. Vi er sådan set klar mere eller mindre klar til at gå i gang med vores opgaver (i hvert fald så klar som vi kan være uden faktisk at stå med udstyret i hænderne), men helikopterne som vi skal flyve med er ikke kommet op til lejren endnu. Heller ikke Fuel Campen er etableret endnu. Fuel Campen bliver det sted hvor vi flyver hen og tanker midt på dagen når vi er kommet i gang med målingerne. Det område hvor Fuel Campen skal etableres, findes ved at kigge på satellitbilleder. Området skal bestå af et stort stykke stabilt is. Det har "tankpasseren" sådan set fundet, men der har været skyer i det område han har udset sig. Det er piloterne ikke glade for, for så kan de ikke se nok detaljer på isen til at finde et landingssted. Man skal lige huske på, at der ikke været nogen før os, så der ligger jo ikke en fin landingsbane og venter. De skal lande direkte på den ukendte havis... Men også her er der lys forude. Vejrudsigten er i bedring.
I eftermiddags begav Henrik, Christian og jeg os ud på en gåtur til lufthavnen. Termometeret sagde minus 41 grader. Heldigvis var der næsten ingen vind. Windchill temperaturen sagde alligevel ca. minus 54 grader... Der er 1½km hver vej så vi pakkede os godt og grundigt ind. Langt undertøj, termodragt, termokedeldragt, kæmpeluffer, elefanthue og pelshue.  Alligevel fik Christian en lille forfrysning på kinden i løbet af få minutter... Han havde blottet lidt af kinden... Det lærte os hvor vigtigt det er ikke at blotte huden! Nu kigger vi på hinanden med få minutters mellemrum og kontrollerer om tingene er som de skal være... Jeg har lidt billeder fra vores gåtur - jeg smider et par stykker her på bloggen ved lejlighed.

 

  
24. marts:
Minus 44 grader, klart og næsten vindstille. Polarrævene trisser rundt på området og vi ser dem jævnligt lige uden for vinduerne. Ulvene er blevet spottet igen. Vi gik jo ud til lufthavnen i går - det gjorde vi igen i dag. Igen lå temperaturen på lidt under 40 graders frost.
Der har været eksterne folk ansat til at stable islejren på benene og i dag kom de tilbage hertil. Det betyder at islejren er klar til at tage imod os, så vi flyver nok derop så snart vores parkaer og støvler kommer. Vi har fået bekræftet at de er på vej. Der er stadig skyer i området hvor Fuel Campen skal etableres, men noget tyder på at skydækket er aftagende.
Til højre et billede af Deres udsendte ved ankomst til lufthavnen.

 

 

  

25. marts:
Ventedag. Minus 41 grader og vindstille, så vores vandretur til lufthavnen var behagelig. Alligevel fik Henrik en lille forfrysning undervejs. Oppe i lufthavnstårnet - det er faktisk bare et 8 kvadratmeter skur, men det andet lyder bedre - hørte vi, at en Twin Otter var blevet beskadiget oppe på isen. Den skulle lande for at sætte to personer af, som skulle til Nordpolen. Da den landede på isen ødelagde den næsehjulet - og så er der forholdsvis langt til nærmeste værksted. En anden Twin Otter - som havde været oppe og finde en god position til vores Fuel Camp - skal muligvis ud for at se til de nødstedte. De to ekspeditionsdeltagere skal jo nok klare sig, men piloterne kan muligvis se frem til en lang og kold nat...
Men de første tiltag er altså taget for at få etableret Fuel Campen, vores islejr er oppe at køre, så lige nu mangler vi vores arktiske udstyr og nogle helikoptere...
...her til aften er Twin Otteren kommet tilbage til Eureka - de har åbenbart fået repareret næsehjulet tilstrækkeligt til at kunne flyve "hjem"...
 

  
26. marts:
Ventedag - men formodentlig den sidste. Temperaturen ligger på minus 41 grader. Men på et eller andet plan så vænner man sig til det. Bevares, det er slædehunde-koldt og man går jo ikke ud uden at være pakket fuldstændigt ind. Men alligevel...
Der er kommet nogle parkaer og nogle støvler. Ikke det vi bestilte, men tilstrækkeligt til at vi kan komme afsted til Ward Hunt...
Vi har været ude på dagens vandretur. En lidt længere tur end den sædvanlige frem og tilbage til lufthavnen. Som de opdagelsesrejsende vi er, så gik vi nordpå - og minsandten om der ikke pludselig stod et skilt med 80°N...
En DC-3 punkterede i dag i forbindelse med landingen oppe ved Ward Hunt. Heldigvis havde de et hjul i Alert som blev fløjet derud. Her til aften er den på vej tilbage her til Eureka. Det er den samme DC-3 som vi flyver op med i morgen tidlig/formiddag.

 
   
27. marts:
Det ser ud til at planen holder. Klokken er ni om formiddagen og vi sidder klar til at tage op til Ward Hunt. DC-3'eren med det punkterede hjul kom først ind efter midnat, så vi flyver ikke her fra Eureka før kl. 1300 - det er i hvert fald planen.
Turen til Ward Hunt tager omkring 1½ time og vi kommer til at sidde mellem brændstoftønder, træplader, telte og andet fragt - det hele noget der skal videretransporteres ud til Fuel Campen. Ved Ward Hunt kan både den store DC3'er og de meget mindre Twins lande, men ude på Fuel Campen er der kun landingsmulighed for de små Twins - dvs. omladning i Ward Hunt. De store afstande og den begrænsede fuelmængde gør, at er det logistisk puslespil...
Men altså er vi på vej ud i intetheden og i må regne med at opdateringsfrekvensen går lidt ned. Helt uciviliseret er lejren dog ikke... Jeg vil beskrive lejren ved en kommende lejlighed, men jeg kan allerede nu afsløre at det ikke er som de gamle dages spejderlejre... :-)
 		   29. marts:
Så er vi ankommet til islejren nord for Ward Hunt Island og selvom vi havde set nogle enkelte billeder og hørt enkelte rygter om forholdene, så blev vi alligevel en smule overraskede. På et eller andet plan, så havde forventet en forholdsvis primitiv lejr. En lejr hvor det fleste almindelige gøremål ville være besværliggjort af forholdene. Bevares, det er stadig koldt - i går havde vi minus 46 grader - og det sætter sit naturlige præg. Men der er bestemt ikke tale om en spejderlejr med kogeblus og liggeunderlag. Lejren består af fire på hver ca. 25kvm værkstedstelte, otte beboelsestelte på hver ca. 35kvm, et cafeteriatelt på små 100 kvm og et toilet- og badetelt. Alle telte har fast gulv og er opvarmede med en oliekakkelovn. Det vil komme for vidt at beskrive det samlede setup her, men det er ganske enkelt imponerende - men jeg må lige nævne klapstole, spiseborde, køkkenmaskiner, komfur, emhætte, brusekabine (som dog ikke er operativ endnu), bobcat, mini-traktor, snescootere og ufattelige mængder brændstof i 200 liter tønder... Man skal huske på, at ALT er fløjet ind med mere end 50 år gamle DC-3'ere som kan have omkring 3½ tons fragt med. Jeg vil slet ikke spørge hvor mange gange der er fløjet. Jeg kunne blive ved; det er "bygget" en 1100 meter lang og 30 meter lang landingsbane. Der er fjernet i størrelsesordenen 15000 kubikmeter sne for at komme ned den jævne og hårde is. Man står med fornemmelse af, at når canadierne gør noget, så gør de det ordentligt. Det er svært at fatte at vi befinder os nord for Canadas nordligste punkt. Men hvis jeg kigger på en af GPS-modtagerne, så siger den 83°06'N 74°09'W - 766km til Nordpolen.
 
30. marts:
I går aftes så vi de første komme ud af toilet- og badeteltet med nyvasket hår. Det vil sige at brusekabinen og den dertilhørende snesmelter er ved at være operativ. Ikke at vi har oplevet det i praksis endnu. Vi må dog alligevel konkludere at i disciplinen "ankomst-til-lejren" er stillingen: Canada 0, Danmark 1 :-)
På landingsbanen kører Bobcatten i 24 timers drift for at udvide til 40 meter i bredden og for at lave vendepladser for enderne. Desuden bliver der lavet en parkeringsplads til de enorme mængder brændstof der meget snart begynder at ankomme i 200 liters tønder. For enden af landingsbanen er der lavet afkørselsmuligheder, således kan et fly på isen i givet fald køre væk fra landingsbanen hvis det skulle være et andet fly der har brug for at lande.
I går morges begyndte nogle skyer at trække indover området og en let brise gjorde de ellers fornuftige 30-35 frostgrader isnende kolde og ganske hurtigt lærte vi hvad "white-out" er for noget. Når der er skyet/diset over ude over isen bliver alt simpelthen hvidt. Jamen var det ikke hvidt i forvejen spørger den opmærksomme læser? Nej, når det er skyfrit er sneen/isen lysende hvid og står i meget klar kontrast til himlen som har den her meget klare blå farve vi kender hjemmefra når Kong Vinter blæser kold og tør arktisk luft ind over landet nordfra. Når det er skyet/diset bliver det stort set umuligt at se hvor horisonten er - alt er hvidt i hvidt. White-out er et fænomen som piloterne (heldigvis) tager meget alvorligt. Det er ikke ret lang tid siden et fly blev fløjet stort set direkte ned i sneen nede på Antarktis, netop pga. white-out.
Den næsten 40 meter brede landingsbane stor i dag sin første rigtige prøvelse. Et fly af typen Buffalo landede med en stor omgang brændstof. Buffaloen er en slags mini-Hercules. Fragten lastes og losses til/fra bagenden af flyet - i modsætning til TwinOtter og DC-3 som lastes og losses gennem en sideluge bag den ene vinge. Buffaloen lander, afleverer omkring 50 tønder brændstof og letter igen på mindre end 10 minutter - og den skulle kunne nå tre ture fra Eureka i dag, hvilket forklarer det ubetingede behov for parkeringspladsen til brændstoffet... I dag blev det dog kun til to besøg af Buffaloen. I morges var der en let brise fra øst, ved middagstid skiftede vinden retning til at komme fra vest i løbet af en times tid. Efter yderligere en time stod himmel og hav sne i et. Ret frisk vind nedsatte sigten til omkring 100 meter, teltene står og blafrer, der dannes driver i løbet af ingen tid og at hente kaffe i madteltet bliver en navigatorisk udfordring når hætten på parkaen er lukket næsten helt til foran ansigtet. Dem der kender pingvin-fodbold ved hvad jeg taler om. Til gengæld fik stemningen et pift opad i værkstedsteltet, da Henrik fandt noget afterski-musik frem. "Den knaldrøde gummibåd" med vores allesammen Birthe K. og "Tyrolerhatten" med Smølfe-Reimar, begge akkompagneret af brummere fra Søopmålingen, blev dog for meget for Henriette der straks gik på kaffe-slapperas hos canadierne.
 

 

   31. marts:
Det er stadig forholdsvis koldt. Typisk mellem 37-44 frostgrader, men underligt nok så vænner man sig til det. Nok går man ikke længere ture uden overtøj, men korte ture frem og tilbage mellem teltene uden overtøj er ikke unormalt. For en uge siden havde det været fuldstændigt udelukket.
Helikopterne er stadig strandet nede i Resolute Bay med vejrproblemer. Desværre så skal helikopterne have godt vejr og god sigt hele vejen og det har de altså ikke haft endnu... Vores udstyr er oppe at køre, så vi har haft mulighed for at hjælpe lidt til med lejrens vandproduktion - hente sne, fordele sne i gryder på forskellige ovne, fylde smeltet sne over i opbevaringstønder, genfylder gryder osv. Og oven i købet har vi fået forfinet vores værksted lidt. Vi har bygget en knagerække og en hylde over arbejdsbordet. I forventning om at der inden længe kommer nogle helikoptere, så har vi også ryddet lidt op. Vi skal dele værkstedet med helikoptermekanikerne. Sidst på eftermiddagen fik vi lidt instruktion i snescooter - eller skidoo som canadierne kalder det. Meget belejligt har vi jo vores egen lufthavn i baghaven, så vi prøvede at fyre den af på landingsbanen - dét er koldt hvis man ikke er pakket fuldstændig ind!
Efter aftenskafningen fortalte en af lejrens to inuitter om hans oplevelser med isbjørne og hvordan man skal klare sig ud af en presset situation. Det er ifølge ham ret nemt - man skal bare løbe venstre om den og når den kigger efter dig, så slår du den lige mellem øjnene... Yeah right...  Han kan mange gode historier far hans fangerliv ned i Griesefiord (ja det hedder den...). Da han blev spurgt hvor langt han skulle køre (skidoo) for at skyde en hvalros, fortalte han at han bare skulle åbne vinduet i sit hus... Han har lovet os at lære at os bygge en igloo - det skal nok blive meget sjovt.
Nok for denne omgang - vi skynder os at vente på helikopterne...
1. april:
April's Fool - Aprilsnar...  Der har været rigeligt med tid til at udtænke en god aprilsnar og endnu er der ikke nogen der ved hvem der stod for dagens bedste. En eller anden havde i nattens løb indsamlet tre par støvler rundt omkring i lejren. Støvlerne blev tidligt på morgenen placeret på de tre toiletter i toiletteltet og gardinerne blev trukket for. De første der stod op og havde regnet med at skulle gennemføre deres morgentoilette, blev mødt af et (tilsyneladende) fuldt optaget toilettelt... God værkstedshumor...
Oppe bag vores islejr ligger resterne af en gammel lejr hvor der er efterladt en masse olietønder - tomme og fyldte. Da Buffaloen kom med fuel hjalp vi med til at fylde maskinen op med tomme tønder - det blev vist til omkring 80 tønder, men så var flyet også pakket til randen.
Vandproduktionen er en løbende proces som vi gladeligt deltager i, og Morten og Henrik fik benyttet sig af lejrens brusebad.
Der er i dag to helikoptere som er kommet fra Resolute til Eureka og der er gode chancer for at de alle fem kommer herop i morgen.
 		   2. april:
Så lykkedes det. Helikopterne er ankommet til Ward Hunt Icecamp. Lidt efter frokost ankom de fem helikoptere som perler på en snor - en helt M*A*S*H-agtig oplevelse.
Så nu har vi både en landingsbane og en stribe helikoptere i baghaven... Flyenes ankomst har naturligvis afstedkommet en del aktivitet. Til at starte med blev motorer pakket ind i "termotøj", piloter og mekanikere er blevet installeret, flyene er blevet genoptanket og efter aftensmaden gik vi i gang med en prøveopstilling af vores grej i flyene.
Da Buffaloen kom ind ved 14-tiden med endnu et læs fuel, havde den nogle af gutterne med fra Eureka. Det var de folk som har fyldt fly efter fly efter fly efter fly efter fly med fuel, telte, fuel, grej, fuel, grej og atter grej som altså i dag fik mulighed for at komme en tur med herop - simpelthen for at se hvad al deres pakkeri har resulteret i. Det var et hyggeligt gensyn med nogle meget venlige og hjælpsomme mennesker. De var her en times tid før turen atter gik sydover til Eureka.
3. april:
Så lykkedes det at komme i gang. Fra morgenstunden stillede vi udstyret i helikopterne og tog afsted. I første omgang for at lave nogle testmålinger i forholdsvis kort flyveafstand fra lejren. Det drejede sig ganske enkelt om at opbygge noget erfaring i, hvordan den gode is ser ud, altså hvor isen er god at måle igennem og hvordan vi bedst muligt får indstillet ekkoloddet. Vi måler jo lige ved siden af en meget larmende helikopter, men hvis vi finder den rigtige is så får vi fine resultater. Det gik altså efter omstændighederne godt, men gravimeteret som Henriette betjener havde problemer. Et gravimeter måler jordens tyngdekraft. Det løb tør for strøm efter kun en enkelt måling. Vi fløj derfor tilbage til lejren til frokost og hun lånte et andet gravimeter af canadierne. Der er noget der tyder på, at det er batteriopladeren som er defekt.
Da der er forholdsvis lang forlægning over til vores egne punkter, så tog vi nogle "live"-målinger for canadierne i løbet af eftermiddagen. Både ekkolod og gravimeter fungerede efter hensigten.
Fra i morgen går det løs på vores egne punkter.
 		   4. april:
I alt 26 dybder og 12 tyngdemålinger fik vi i kassen i dag. Som jeg har nævnt, så har vi forholdsvis lang transitflyvning ud til området og det reducerer selvfølgelig dagens udbytte en smule. Men hvis der var nogen der troede at vi er på ferietur, så kan de godt tro om igen. Jeg har udtænkt en teori om, at jordens tyngdekraft bliver kraftigere i løbet af en arbejdsdag - i hvert fald så føltes udstyret betragteligt tungere sidst på dagen. Så da vi kom tilbage til lejren ved 18-tiden, var mine arme så lange at jeg tror jeg kunne klø mig under fødderne uden at bukke mig ned. Men det er måske i virkeligheden en fordel, fordi ens bevægelsesfrihed er en kende begrænset med de mange lag tøj...
Med lidt held så bliver jeg ikke alt for begrænset i morgen, efter det ledsked som jeg fik i knæet da jeg trådte ud i noget uventet dyb sne :-(  Jeg er sgu bange for at jeg ikke slipper for den rekonstruktion af korsbåndet. Men indtil videre så fylder vi noget smertestillende i hovedet og smører knæet med noget creme.
Henrik har lidt problemer med at holde varmen, specielt i tæerne. Så i morgen han tager hul på de indkøbte varmeposer som vi har købt til formålet. En pose i hver støvle skulle nok holde kulden væk.
5. april:
Med hævet og smertende knæ hos Deres udsendte, besluttede vi at ændre på fordelingen i helikopterne. Den ene helikopter har pontoner og de kan være noget besværlige at komme op over med en 22kg tung 12kHz svinger. Den anden helikopter har almindelige ski. Så Henrik og jeg fløj ud for at indsamle dybder, mens Morten og Henriette fløj ud med pontoner og indsamlede både dybde- og tyngdemålinger. Så med hjælp fra mine kollegaer fik jeg altså lov at flyve skåneflyning - tak for det. Det bliver samme setup i morgen, men herefter håber jeg at være mere eller mindre fit-for-fight igen. Vi er stadig hæmmet af lange forlægninger til/fra området, så selvom vi er ude lige så lang tid som canadierne kommer vi hjem med færre målinger. Vi overvejer at tage en enkelt overnatning ude i den nordlige fuel-lejr på omkring 86°N at spare både fuel og tid - og på den måde få taget de linjer der ligger længst væk. Lejren er dog meget primitiv og er ikke beregnet til at have ekstra overnattende gæster i længere tid. Men en enkelt overnatning kan godt lade sig gøre.
Ude på isen er vi også begyndt at få rutinerne på plads. Det er ikke ligegyldigt hvem der tager skovlene, rækker dem frem, afleverer grej, modtager grej osv. Det gælder om at effektivisere arbejdsgangene mest muligt. Vi optimerer til dels for at spare tid, men mindst lige så meget for at spare kræfter. Til den uopmærksomme læser, vil jeg lige minde om at helikopteren står og snurrer, larmer som et ondt år og så er det stadig omkring minus 35-40 grader...
Jeg skal slutteligt beklage at jeg ikke kan levere billeder af hverken camp, helikoptere el.lign., men kig evt. på www.a76.dk hvor der bliver uploadet en blog som vores canadiske kollega George skriver.
 		   6. april:
Samme konfiguration som i går - mig og Henrik i VYM, Henriette og Morten i AHS. Lyder det ikke bare top-sejt at omtale flyene med deres kendingsbogstaver :-)  Nå, men det er faktisk sådan de bliver omtalt til daglig. Vi kom herfra til tiden, men efter ca. en times flyvning bipper det i headsettet og piloten siger "Bad news, guys" og begynder straks at gå ned for at lande. En sensor i motoren melder om metal i motorolien. Nu har flyverdrengene jo heldigvis procedurer for næsten alle tænkelige fejlmeldinger. Efter en konsultation via satellittelefonen med mekanikeren hjemme i lejren og noget roden rundt inde i motoren, kan vi fortsætte vores dag.
Canadierne døjer med nogle tekniske problemer. En af deres opmålere fik ikke en eneste dybde i kassen i dag, samtidig med at vi uden nævneværdige problemer måler ned til både to og tre kilometers dybde. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det eksponentielt svagere ekko man får retur efterhånden som dybden øges...
Så hvis vi ser bort fra at har været bidende koldt i dag, så kører det hele som smurt...
De lange forlægninger vil vi de næste to dage mindske ved at flytte op i den nordlige fuel-camp en enkelt overnatning. Men pga. af den begrænsede kapacitet i North Camp, bliver Morten her i Ward Hunt.
Knæet går det bedre med. Det er ingenlunde i orden, men heroppefra når sygemeldingerne ikke hjem i tide :-)
7.-8. april:
Fuld fart på opmålingerne og for at spare værdifuld flyvetid overnattede vi i North Camp fra den 7.-8. april. På den konto sparede vi mere end to timers flyningDet var helt hyggeligt og meget mere stille end her på Ward Hunt. I North Camp er der ingen strøm - bortset fra generatoren som leverer strøm til helikopternes motorvarmere. Men da generatorteltet står et par hundrede meter fra beboelsen, kunne vi for alvor nyde den arktiske stilhed efter en isnende kold dag på isen i minus 40 grader. Men da vi kom fem personer, så havde lejren også nået sit kapacitetsmaksimum. Hvis vi (og det kunne man godt forestille sig) gør brug af lejren til overnatning igen, så bliver det kun to personer - en opmåler og en pilot.
North Camp ligger oppe på 86°N så for første gang kunne vi rigtigt nyde midnatssolen et pænt stykke over horisonten.
Onsdag fløj vi ud fra morgenstunden, men måtte vende rundt da vejrmeldingerne begyndte at tikke ind. Meldingerne lød på, at der var dårligt vejr under opsejling ved Ward Hunt og da vores soveposer, helikopternes natindpakning mv. var på vej tilbage til Ward Hunt med en Twin Otter, var pilotens beslutning nem at tage - han ville tilbage til Ward Hunt inden han blev fanget i North Camp uden natindpakning til hans helikopter.
I øvrigt har canadierne haft samme fejlmelding som vi havde forleden. En sensor rapporterer metal i motorens smøreolie, desværre for dem så var det alvor. Heldigvis blev helikopteren sat ned på isen hurtigt og der var ingen der kom til skade, men deres helikopter holder derude på andet døgn og mekanikerne flyver frem og tilbage for at udskifte turboen. Ikke en optimal situation når der er dprligt vejr under opsejling og endvidere så har canadierne kun én ud af tre helikoptere operative - én der står jo på isen og én flyver frem og tilbage med mekanikere...
 		   9. april:
Igen nordover fra morgenstunden. Der er godt nok langt ud til de to fjerneste linier. Vi flyver først godt to timer til North Camp hvor vi tankes op. Herefter er der godt en times flyvning ud til punkterne. Det er et logistisk puslespil at få fuel placeret i de rette mængder og på de rette positioner. Vi fik afsluttet den ene af de to nordligste linier, men vi mangler stadig omkring otte punkter på den linje der er allerlængst væk. Det er nogle dyre punkter, så vi håber at resultatet bliver godt.
Vi har på fornemmelsen at de begynder at være lidt ensomme ude på North Camp, i hvert fald blev vi modtaget på vej hjemover med kaffe og kage. Det var hyggeligt. Vi var tilbage i lejren omkring ved 19-tiden.

10. april:
Brændstofsituationen begynder at være kritisk. Ikke her i Ward Hunt, men i North Camp og ude på isen. Senest i morgen skal der flyves mere fuel ud på flere forskellige positioner. Ellers kommer vi til at sidde her i lejren og vente. Det hjælper jo ikke meget at vi kan komme ud til området, hvis vi ikke har fuel til at komme hjem igen...
Både i går og i dag glemte jeg sgu' en skovl. Når vi er landet på isen, så har vi hver især fundet en rutine som fungerer og det sidste jeg smider ind i helikopteren er skovlen - undtagen en enkelt gang i går og i dag :-/  Først da jeg stiger ud ved det næste punkt, fem kilometer væk, opdager jeg fadæsen. Reserveskovlen blev taget i brug, dybden målt og så tilbage efter skovlen...
Isen arbejder jo derude og vi lander gerne på eller ved en nylig tilfrosset revne i isen. Her er isen stadig relativt tynd og ekkoloddet har derfor nemmere ved at sende lyden igennem. I dag landede vi ved en revne der var så ny, at isen kunne brydes med skovlen. Pudsigt at stå på et par meter tyk is og stikke en skovl igennem en tynd gummiagtigt is og se havet. Vand i flydende form er jo ikke det der er mest af heroppe. Pga afdampningen fra vandet så det nærmest ud som om at der stod røg op fra isen. Jeg prøvede at slå på isen med den flade side af skovlen og trykbølgen kunne ses brede sig over til den anden side. Den gummiagtige is stod og vibrerede efter slaget. Sjov oplevelse.
Knæet er i stadig bedring, men er dog endnu ikke som da jeg tog hjemmefra. Det mest irriterende er faktisk, at jeg nu ved at jeg ikke kan stole 100% på det...
 
11.-12. april:
I går endnu en af de lange dage ude på isen. Henrik havde nu to gange ikke haft succes med at få de sidste punkter på den fjerneste linje, det gav derfor god mening at lade nye øjne se på isen og opgaven. Lørdag blev det Mortens tur - men det var vel også ved at være på tide at han kom ud i virkeligheden igen :-)  Med det fornødne held og en anden transducer på ekkoloddet, lykkedes det at få punkterne hjem. Henriette (hende med tyngdemålingerne) og jeg fløj lidt sydligere og fik ligeledes afsluttet en linje. Meget tyder nu på at vi er færdige oppe i den nordligste del.
Påskesøndag havde kabyssen kreeret en 40 cm høj påskehare i noget kage-sukker-noget - meget flot. Udvalget af både mad, desserter og kager lader i øvrigt ikke meget tilbage til fantasien. Den sidste del af hjemturen lørdag foregik i let dis og søndag morgen var vinden tiltaget fra de sædvanlige 0 meter/sek til 7-8 meter/sek. Det kan mærkes med al ønskelig tydelighed hvis man bevæger sig ud i de minus 32 grader og ikke lige får taget parkaen over skulderen. Vi taler stadig om den mærkværdige tilvænning til kulden. Jeg mener at kulderekorden i Danmark ligger på omkring minus 32 grader - altså nogenlunde den temperatur vi har i dag...
Nå, men vinden og specielt den lette dis aflyste flyvningerne i dag, men alligevel var der ikke mange tårer at spotte rundt omkring hos opmålerne. De fleste havde vist på et eller andet set frem til en pause til både albuer og ryg. Piloterne derimod var ærgelige. Det har noget at gøre med deres flyvetidsregler og hvornår de ryger hjem med fuld hyre...
...gad dog vide hvordan det går i den danske SuperLiga... :-)
 		   13. april:
Efter det meste af en god, men blæsende kold, dag på isen, et par timers flyvning fra lejren, blev vi kaldt tilbage da vejret i lejrområdet var ved at blive dårligere. Et par timer senere blev vi mindet om vores sårbarhed i det arktiske miljø. Pga. tåge kunne vi ikke komme de sidste 3-4 sømil ind til lejren. Der blev gjort flere forsøg, men der var fuldstændig white-out. Tre helikoptere mødtes på isen lidt uden for tågebanken og ventede. Hvis jeg nævner at helikopternes varmesystem ikke leverer varme når motoren kører i tomgang, så giver det næsten sig selv at der heller ingen varme er når motoren stoppes helt. Så sad vi dér - tre helikoptere, i alt syv personer. Hvert 20. minut blev helikopterne startet op for at varme motoren. Hvis den står stille for længe uden varme, så kan den ikke startes igen. Efter 1½ times tid uden umiddelbar bedring - og med kolde fødder over hele linjen - blev der gjort et forsøg igen. Den første helikopter lettede og rapporterede tilbage, at han vurderede det muligt at komme ind til lejren. Vi andre fulgte trop og lettelsen var til at få øje på, da vi endelig kunne se lejren.
Aftensmad kl. 2115 - lang dag...
14. april:
Ingen flyvninger i dag. Hverken med helikopterne eller med Twin Otteren som ellers placerer fuel rundt omkring på isen til de brændstofhungrende helikoptere. Dis og snefygning reducerer sigten til langt under forsvarlige flyveforhold. Gårsdagens og nattens jævne vind har flyttet lidt rundt på sneen. Der ligger nu meterhøje snedriver rundt omkring i lejren, så værkstedsfolkene har været i gang med Bobcatten hele dagen. Når det blæser i længere tid, så finder vi også ud af at vores eller meget behagelige telte er utætte - der er i hvert fald føget sne ind på gulvet på udsatte steder. At sneen ikke smelter, fortæller os, at den umiddelbart behagelige temperatur som der er i teltene ikke kan forventes i gulvhøjde.		   15. april:
Hele aftenen og natten igennem har vi haft en frisk vestenvind. Og i morges var der stadig en jævn vind. Hele lejren er ramt af meterhøje snedriver forskellige steder. Bl.a. tror jeg at vores canadiske camp manager, Jon Biggar, har haft lidt svært ved at komme ud til morgenmaden uden assistance udefra. Vinden aftog dog i løbet af formiddagen. Pga. brændstofsituationen ude på isen blev afgang udskudt indtil vores Twinotter kunne bekræfte at der var lagt nye olietønder ud til os. Desværre fik AHS (igen) problemer med metal i motorolien, så jeg tog alene af sted med VYM og fik en stribe fine data i kassen. De andre tre har nydt stilheden og roen i lejren.
Ude på isen har de sidste dages blæsevejr sat gang i isen bevægelser. Mange steder kan vi se helt nye revner og enkelte steder også vand. Jeg var henne ved en revne igen i dag hvor jeg kunne stikke spaden igennem isen - ligesom sidst var isen helt gummiagtig.
Retur til lejren ved 1830-tiden.
 
16. april:
Den almindelige arbejdsrutine med daglige flyvninger ud på isen, fik i går tilføjet et ekstra element af spænding. North Camp, hvor vi adskillige gange har tanket helikopterne og også har overnattet en enkelt gang, ringede ved 2330-tiden og beklagede deres nød. Lejren var ved at gå i opløsning. Isen var i løbet af aftenen brudt op lige uden for et af teltene og landingsbanen var også blevet skåret midt over. En tekniker havde arbejdet med en generator i et af teltene og det havde lydt som om der gik nogen forbi teltet lige uden for. Da han åbnede døren var der vand og isflagerne bevægede sig med i omegnen af en meter/sek i forhold til hinanden. Her fra Ward Hunt blev der straks sendt to helikoptere af sted for at hente de tre personer i lejren. Helikopterne var tilbage ved 5-tiden i morges. Nattens "redningsaktion" betyder også at der ikke bliver fløjet opmåling fra Ward Hunt i dag.
 		   17. april:
I går, hvor vi ikke fløj pga. nattens "redningsaktion", kom varmen til Ward Hunt. Jeg tror det er første dag hvor temperaturen har ligget på den varme side af minus 30 hele dagen - det er kun 10-12 grader koldere end i kummefryseren derhjemme... Selvom vi ikke fløj med helikopterne så fløj TwinOtteren alligevel, så der blev lagt brændstof ud til os forskellige steder på isen. Så vi kunne tage af sted fra morgenstunden og var ikke hjemme før ved 1930-tiden og vi har nu praktisk talt afsluttet de linjer som ligger inden for rækkevidde af Ward Hunt. Alt andet lige, så er arbejdet gået meget problemfrit.
18.-19. april:
Vi er som nævnt praktisk talt færdige med de opmålinger som flyene kan nå fra Ward Hunt, så egentlig var planen at bruge tiden på at hjælpe canadierne med deres opmåling. Men der er pt. ikke brændstof nok ude på isen til at alle helikoptere kan arbejde derude. Vi har haft så meget godt vejr, at logistikken ikke kan følge med.
Vi er også begyndt at kigge mod den danske forskningslejr nord for Grønland. Men derovre de er løbet ind i nogle problemer og har måtte flytte deres lejr tættere på land. Ikke nok med at det giver forsinkelse, så betyder det også at vi får længere flyvetid ud til vores opmåling og derved også større brændstofbehov ude i området nord for Grønland.
Samtidig har canadierne her på Ward Hunt en formodning om, at de kan være helt færdige med deres opmåling på fredag. Så skal lejren pakkes ned igen... Så det kan være de i virkeligheden hellere vil se os flytte ned til Eureka eller over til Alert indtil vi kan flytte over i den danske lejr. Så er vi i hvert fald væk herfra og så kan de så småt begynde afrigningen. Mange spørgsmål og ting der skal afklares...
Vi har brugt vores "fridage" på at kontrollere data og så arrangerede vi movie-night i køkkenteltet. Vi har også fået produceret vores egne rustikke retro-curling-sten og vi satser på at køre en turnering af ude på landingsbanen i aften - der burde ikke blive problemer med lysforholdene...
 		   20. april:
I løbet af dagen i går begyndte det igen at blæse og fyge, men det lykkedes alligevel at få helikopterne ind på plads. Hele natten har det blæst og snedriverne hober sig igen op rundt omkring i lejren. Det er en mindre forhindringsbane at komme fra telt til toilet og sneen kommer ind alle steder. Sigtbarheden er på under 100 meter. Vi kan ikke se fra den ene ende af lejren til den anden. Det kan ikke betale sig at rydde sne med Bobcatten. Jeg gravede mig ind til værkstedsteltet her til morgen og efter en halv times morgenmad kunne jeg grave mig ind til døren igen. Mange har sovet dårligt fordi teltene står og blafrer højlydt, dørene klaprer og vinden hyler.
Vi skulle have været ude og måle op for canadierne i dag, men der bliver ingen flyvning ud af Ward Hunt i dag!
21. april:
Stadig meget blæsende og irriterende varmt. Temperaturen har ligget i omegnen af minus 15 grader, men med 10 meter/sek chillfaktor kan man dog stadig godt få kølige øreflipper. Det irriterende består i, at temperaturen er kommet op i et leje hvor sneen ikke bliver liggende på gulvene. Nu smelter den. Så i stedet for sneklumper rundt omkring i teltene så er der nu vand på gulvene. Nuvel, det falder nok ind i kategorien luksusproblemer.
Luksusproblemer var det til gengæld ikke i North Camp. I morges kom der et opkald fra den nordlige lejr hvor to personer var flyttet ud igen. Pga. blæsevejret i området, så bevæger isen sig en hel del derude. Isflagerne knækker, der kommer flere og flere åbne revner. Når isen så ændrer retning, så bliver disse åbne revner til adskillige meter høje isskruninger - og isskruningerne tager ikke hensyn til hverken telte eller personer på isen. I løbet af dagen forværredes situationen derude og de to personer bad om at blive hentet. De befandt sig nu med et telt på en isflage på omkring 75*75 meter og de havde ikke noget nødtelt. De havde pakket to telte sammen, men generatorteltet som tidligere stod et par hundrede meter væk - altså i gåafstand, var drevet omkring 1-2 sømil væk. Pga. fuldstændig white-out herinde i Ward Hunt var det udelukket at en helikopter kunne flyve fra morgenstunden. En af de to Twin-Ottere kunne godt flyve herfra, men ville ikke kunne lande her igen med den ringe sigtbarhed. Endvidere ville et fastvinget fly jo heller ikke kunne lande på en 75*75 meter isflage. Der blev gjort klar til at en Twin-Otteren kunne tage af sted for at lave et drop af en nødpakke. Efter den var lettet klarede det hurtigt op, og så snart muligheden var der blev der sendt helikopter ud efter de to mand. De fik kun deres sovepose med sig fra lejren. For at de ikke skal være løgn, så fik helikopteren motorproblemer på hjemvejen. Ca. 100km fra Ward Hunt måtte piloten (igen) sætte flyet ned på isen. En anden helikopter blev sendt til assistance med en mekaniker og efter et par timer kom alle tilbage i god behold. Men alligevel (endnu) en lektie i vores sårbarhed i miljøet heroppe.
Da vi jo heller ikke har fløjet opmåling i dag er der blevet startet en sneskulpturkonkurrence op. Tom (den lokale inuit) og Henriette kastede sig straks over opgaven og præsterede henholdsvis en moskusokse og en isbjørn.
Det er endnu usikkert hvornår vi kan flyve over til den danske lejr der er ved at være færdigkonstrueret ved Kap Morris Jessup. Men lørdag kunne være et godt bud.
 		   22. april:
Egentlig skulle vi have fløjet for canadierne i dag, men pga. af gårsdagens evakuering skulle vores to helikoptere bruges til at hente grej fra North Camp.
Jeg vil i øvrigt forsøge at beskrive hvordan det fungerer... Ok, vi har nogle telte stående på nogle ret små isflager. Helikopterne kan lande der. Da North Camp fik de første revner på landingsbanen blev der oprettet et fueldepot ca. syv sømil fra lejren. På depotet kan TwinOtteren lande. Nu skal alt udstyr og grej fra North Camp i videst muligt omfang hentes hjem. Så to helikoptere sendes til North Camp, de flytter grej vha. et slæng over til depotet. Her lastes grejet over i en Twin, som kan flyve tilbage til Ward Hunt. Problemet er, at depotet ikke ligger syv sømil væk længere - det ligger nu omkring 30 sømil væk. Isen har bevæget sig. Endvidere kan helikopterne ikke flyve de sædvanlige ca. 80 knob, men kun 40-50 knob når de har et slæng hængende under sig. Alt i alt en tidskrævende operation.
Da vi ikke har fløjet igen i dag, så hjalp vi til med at skovle en milliard kubikmeter sne - med skovle. Vi fandt kasser frem som var forsvundet i driverne, vi flyttede dippedutter og dingenoter. Kort sagt, vi hjalp til hvor vi kunne. Så da dagen var omme kunne vi med god samvittighed sige at vi havde været aktive...

23. april:
Ingen flyvninger pga. dårligt vejr nord for Ward Hunt.
Nu skulle det være så sikkert som det kan blive - fredag er der pilotudskiftning og lørdag flytter vi fra Ward Hunt over til den danske forskningslejr GreenArc. Vi har jo været færdige i flere dage og har glædet os til at komme ud herfra. Ikke fordi der er noget galt med lejren eller stemningen, men det er træls at gå og vente. Nu vil vi i gang igen!
Vi brugte noget af dagen på at forberede en curlingturnering. Vi havde på forhånd lavet curlingsten ved at fylde vand i tomme saftevanddunke og i halvdelen af stenene var vandet farvet med lidt kaffe. Kun de færreste havde gættet hvad saftevanddunkene skulle bruges til. På parkeringspladsen ved landingsbanen (Park'n'Fly) havde vi markeret en bane op efter alle kunstens regler - næsten. Vi vandt i flot stil og ikke mindst så blev vores canadiske opmålerkollegaer sidst :-)
24. april:
Henriettes fødselsdag og efter ønske var der blueberry cheesecake i lange baner. Vi hjalp til i lejren med at skovle ting og sager frem fra snedriverne. Inden længe bliver lejren lukket ned og alt skal derfor findes frem for at blive fløjet sydover.
Vejret var simpelthen fremragende. På den gode side af 20 frostgrader og høj sol, så ind imellem snerydningen blev der også tid til lidt afslapning i solen.
Efter aftensmaden kørte Morten, Henrik og jeg en lang og helt fantastisk tur på snescootere.
 		   25.april:
Så blev det endelig dagen hvor vi skulle flytte ud af Ward Hunt. Endelig skal i denne sammenhæng forstås på den måde, at vi nu har ventet i mange dage. Helikoptertransport over til GreenArc, med opsamling af nogle udestående punkter på vejen.
26. april:
Ingen flyvning pga. dis og tåge, men en hel del kommunikation på satellittelefonen for at sikre at alle planer er på skaft. En af de ting der ikke ligger helt fast er vores hjemrejse. Vi skal nu nok komme hjem, men præcis hvilken dato det bliver er der pludselig opstået tvivl om. Mere info følger - så snart jeg ved mere...
GreenArc er en smule mere... ... rustik... - sammenlignet med Ward Hunt. Eksempelvis er der (naturligvis) ikke bad og toilettet er et lille igloo-telt med en spand!		   27. april:
Uovertruffen dag. Piloten ville helst ikke flyve herfra før han med sikkerhed vidste hvor der lå fuel til os ude på isen, så vi kom en times tid for sent af sted fra GreenArc. Alligevel så havde vi ikke så lang transporttid ud til området som vi har været plaget af tidligere. Vi fik årets rekorddag med 31 tyngdemålinger og 27 dybdemålinger - med én helikopter.
Den anden helikopter bjærgede grej fra den oprindelige GreenArc - som blev evakueret da isen brød op for noget tid siden. Om eftermiddagen fløj den med DMI-forskere.
Vi var hjemme til aftensmad kl. 20. Super dag!
 
28. april:
Endnu en uovertruffen dag ude på isen. Vi havde fået planlagt fuelplacering samt fuel- og tidsforbrug perfekt. Vi tog af sted fra morgenstunden og ved 20-tiden havde vi fået de sidste dybde- og tyngdemålinger i UNCLOS-regi i denne omgang. Pudsigt nok ,så var det med blandede følelser. På den ene side var det superfedt at få afsluttet alt planlagt, på den anden side så var det lidt mærkeligt, at den seneste måneds arbejde med ét slag var afsluttet. Det samarbejde som vi har haft internt, i lejrene, med piloterne - slut...
For vores vedkommende drejer det sig nu om, at finde ud af hvordan vi kommer hjem. Der er flere planer i luften, men hvilken af planerne der bliver realiseret vides endnu ikke. Endvidere ligger der et vejrsystem ret tæt på lejren og om det får indflydelse på vores planer må tiden vise...
 		   29.-30. april:
Da vores egne flyvninger jo er blevet afsluttet, så er Henrik blevet udlånt til nogle dybdemålinger på Independence Fjorden sammen med René Forsberg. I GreenArc-lejren har vi rejst et ekstra opbevaringstelt, da vejrudsigtsnålen peger på opkommende dårligt vejr. Torsdag fløj vi en lille tur ud til Kaffeklubben Ø (det skulle efter sigende være verdens nordligst beliggende stykke land). Vi var på jagt efter nogle mindre øer nord herfor. Hvis vi kunne finde og stedbestemme dem, så ville Grønlands areal potentielt kunne udvides. Vi fandt dog ikke noget. Men et par hundrede meter nord for Kaffeklubben Ø borede vi et hul gennem isen og foretog en god gammeldags dybdemåling med et stykke snor og et lod. I varden på Kaffeklubben Ø efterlod vi en lille hilsen til de næste gæster.
Hjemrejsesituationen er endnu helt uafklaret. Noget tyder på forsinkelse - specielt hvis vejrbarometeret giver udslag i det lovede dårlige vejr. Lige nu blæser det omkring 10 m/s og her er letskyet, men ude i horisonten ser det ikke for godt ud. Vi må se...

1. maj:
På arbejdernes kampdag er Henrik returneret med Twin Otteren fra de sydlige himmelstrøg på Station Nord. Twin Otteren blev efterfølgende fyldt op med diverse forskningsudstyr som sendes hjem til forskerne via Station Nord.
Vores hjemrejse ligger til dels hen i det uvisse. Meget tyder på at vi flyver via Qaanaaq (Thule) til Alert i morgen. Herfra via Eureka til Resolute samme dag. Men derefter... Ledige pladser på de fly der måtte flyve ud af Resolute via Iqaluit til Ottawa er der ikke mange af - tilsyneladende slet ingen. Om der går fly til andre destinationer? Vi ved det ikke endnu. Men lige pludselig så går det hele nok op i en større enhed. Det plejer det ;-) 		 
2. maj:
Et fantastisk eventyr nærmer sig sin afslutning. Kl. 0720 landede Twin Otteren som skulle bringe os nærmere hverdagen. Inden længe kan vi ikke længere nyde solen 24 timer i døgnet, inden længe skal vi igen til at vænne os til plusgrader... Turen gik først til Qaanaaq hvor fire personer blev sat af, herefter skulle vi igen have været nordover til Alert for at skifte til en anden Twin. Men pga. dårligt vejr i Alert fløj vi til Eureka. Netop den Twin vi skulle mødes med i Alert holdt i Eureka, så vores grej blev flyttet over i dette fly og turen gik videre sydover til Resolute Bay. Ca. tolv timer efter afgang og afsked med GreenArc stod vi i Resolute - stadig mere end 3000 km nord for Ottawa. Som det ser ud lige nu - altså lige nu når disse ord skrives - så har vi først pladser ud af Resolute den 7. maj. Men i morgen tidlig står vi klar i terminalen og ser efter ledige pladser mod Ottawa via Iqaluit.

3. maj:
Op kl. 0500 - men ingen ledige pladser på flyet kl. 0630. Næste afgang samme tid om to døgn. Men den afgang er også fuldt booket. Så med mindre der er nogen der "glemmer" at møde op, så bliver vi siddende i her i Resolute Bay indtil næstfølgende afgang på torsdag kl. 0630... Herefter sandsynligvis to overnatninger i Ottawa. Surt show.
Formiddagen var præget af gråt og kedeligt vejr, men i løbet af eftermiddagen klarede det op. Vi benyttede chancen til at få os en frisk gåtur. Vi tog "på shopping". I praksis vil det sige syv kilometers vandretur til en lille supermarked i selve Resolute - for at købe en tube tandpasta og en halv liter vand. På tilbageturen blev vi samlet op af det lokale politi efter ca. tre kilometer. Gad vide hvad resten af hotellet har tænkt da vi blev sat af af panserne uden for døren :-)
I morgen tidlig står vi klar i lufthavnen kl. 0530 - uanset hvad, så er det bedre at sidde og vente i Ottawa end i Resolute...
 		  
5. maj:
Stik mod alle odds og stik mod rejsebureauets forudsigelser, så var der to ledige pladser ud af Resolute i morges. Af sted det gik kl. 0630, via Nunasivik til Iqaluit. Længere end til Iqaluit kunne de ikke garantere. Så stod vi der. I en lufthavn ramt af strømafbrydelse. Uden umiddelbar mulighed for at finde os i computersystemerne ringede de rundt for at sikre sig at vi rent faktisk havde billetter videre til Ottawa. Stadig ingen strøm. Det blev til håndskrevne boardingkort, manuel sikkerhedskontrol og til sidst yderligere 3½ times flyvning ned til Ottawa. Fra at have befundet os på en breddegrad svarende til et sted mellem Ummanaaq og Thule, så stod vi først på aftenen på hvad der svarer til Paris. Så kan det godt være at min Canada Goose Resolute Parka alligevel var lidt rigeligt stor. Vi havde heller ikke forudset, at der i Ottawa er "Tulip Festival" - så det hotel vi havde regnet med at overnatte på var fuldt optaget. Ligeledes var de fleste andre i midtbyen, men med hjælp fra en flink receptionist fandt vi The Bostonian. Næste øvelse går ud på at finde ud af om der skulle være opstået ledige pladser ud af Ottawa mod Europa. Under alle omstændigheder har jeg en billet den 9. maj via Frankfurt til København.
 
6. maj:
I nat stod jeg op for at få fat i vores rejsebureau i Danmark. Mod en beskeden merpris har jeg nu fået en billet ud af Ottawa den 8. maj sammen med Henrik. Pladsen er ovenikøbet blevet bekræftet, så nu skulle det være sikkert at dette arktiske eventyr slutter med ankomst i København den 9. maj om formiddagen.
Vi tuller rundt på småshopping her i Ottawa. Jeg fik bl.a. købt mig et par almindelige sommersko. De blev straks taget i brug. Det var blevet lidt belastende at rende rundt i 20 graders varme, i vandrestøvler beregnet til grønlandske fjeldture.
Vores kollegaer fra GreenArc-lejren sidder på den canadiske base Alert. De skulle være fløjet sydover til Resolute i dag og videre til her Ottawa i morgen, men der står stadig 1-2 Twin Otter-læs ude på isen. Lige nu er der tåget i hele området og i morgen udløber kontrakten med Twin Otteren. Det bliver spændende at høre hvad de finder ud af - specielt fordi det bl.a. er noget af vores opmålingsudstyr som står ude på isen. Udstyr som vi skal bruge på isbryderen ODEN og som gerne skal være i Danmark senest medio juni.
 		   7. maj:
Stadig tåget i Alert så det sidste grej i GreenArc-lejren står stadig og venter på at blive hentet. Jeg havde dog misforstået noget. Vores opmålingsudstyr er kommet med ind til Alert, men der står altså nogle andre grejer ude på isen. Kontrakten med flyet er heldigvis blevet forlænget et par dage, så forhåbentlig letter tågen snart.
Her i Ottawa sker der ikke det store. Dagens projekt består i at få sendt en stor parka tilbage til Resolute hvor jeg havde lånt den.
8. maj:
Hjemrejse :-)